|
Tilbage
Hveder hænger uløseligt sammen med Store Bededag.
St. Bededag blev indført efter kongelig forordning
fra Christian V i 1686 med det formål at samle årets mange bods- og bededag til
én stor af slagsen.
Årsagen var, at landets magtelite fandt, at der gik for meget tid med at bede og
gøre bod. Tid, som kunne bruges bedre på at arbejde. Men behovet for at bede og
gøre bod var der stadig. Så for at imødekomme det, opfandt man den nye
super-bededag, St. Bededag, som blev fastlagt til fjerde fredag efter påske.
Så kunne kongen også nå at fejre dagen i København, inden han drog ud i landet
på sine mange sommerrejser. Kongelige sommertogter har eksisteret længe før
kongeskibet Dannebrogs debut på bølgerne.
Ædru i kirke.
St. Bededag er i dag endnu en af forårets mange fridage, hvor de fleste er i
haven eller sommerhuset, og de færreste i kirken.
Tidligere var St. Bededag så alvorlig en sag, at alle former for spil, handel og
underholdning var forbudt, fra når kirkeklokkerne ringede kl. 18 St. Bededags
aften og indtil såvel gudstjeneste, højmesse, tolvprædiken og aftensang var
overstået.
Her var i øvrigt tvungen kirkegang for alle undersåtter, som ifølge den
kongelige forordning bare havde at komme både rettidigt og ædru til kirke! De
fleste turde ikke andet. Kirketjenerne havde nemlig lange kæppe dengang, som de
gerne og flittigt benyttede sig af, hvis nogen formastede sig til en lille lur
på kirkebænken.
I dag mener mange - også teologer - at dagen har overlevet sig selv, og der kun
er de varme hveder tilbage som et minde om en dag, som engang havde en
betydning.
De varme hveder - og en tysk livlæge
Men hverken bønner eller kongelige forordninger har meget med varme hveder at
gøre, så hvor kommer bagværket fra? Bagerne havde deres eneste fridag netop St.
Bededag, og lavede derfor ekstra store hvedeknopper, så folk havde brød nok,
indtil der igen kom kornprodukter i butikkerne.
At mange begyndte at varme de lækre hveder og spise dem allerede St.
Bededagsaften var jo ikke bagerens skyld. Skikken er i øvrigt stadig ligeså lun
som en varm hvede, der for en københavner smager ekstra godt, hvis den indtages
efter en tur på Volden.
At gå tur på voldene var - indtil de fleste af dem blev sløjfet omkring 1850 -
en fast københavnertradition St. Bededagsaften, hvor også kirkeklokkerne
bimlede, hvilket sammen med det nyudsprungne løv har bidraget til at gøre
gåturen til en rigtig sanseoplevelse.
Der er stadig mange københavnere, som ikke kan tænke sig St. Bededag uden en
gåtur på Kastellet eller ved Christianshavns volde. De fleste kan også stadig
nynne med på visen om ... når vi går tur på volden St. Bededagskvæld.
Det siges i øvrigt, at københavnernes St. Bededags-tradition er grunden til, at
Christian VII's livlæge, Struense, ikke turde sløjfe St. Bededag som helligdag,
da han i 1770 gjorde et gevaldigt indhug i årets helligdage. Enevældens konger
var nemlig ret afhængige af københavnernes velvilje, og de kunne rigtig godt
lide St. Bededag. Så da den tyske livlæge med et pennestrøg lavede 11 ud af 22
helligdage om til almindelige arbejdsdage slap St. Bededag.
Det var mere end Struense selv gjorde. For allerede to år efter massakren på de
danske helligdage, blev han lagt på hjul og stejle - om end af andre årsager.
|
