|
Tilbage
Tidspunkt for påske.
Det er påske første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det blev
besluttet på kirkemøde i Nicæa i år 325.
Påskens æg.
Påskeæg har været kendt længe, men først i 1900-årene går chokoladeæggene deres
sejrsgang
For 100-150 år siden, kendte man også til påskeæg. Ikke som chokolade-, sukker-
eller konfektæg, men som almindelige hønseæg. Disse kunne dog være kogte med
forskellige naturfarvemidler - fx løgskaller og evt yderligere dekorerede. Man
kunne dekorere æggene ved at ridse i skallen på de farvede æg, eller ved at
tegne mønstre med tælle, inden de blev lagt i farvebad.
Leonora fik æg i Blåtårn.
Nogle af de ældste danske påskeæg er måske de, der omtales i Leonora Christines
"Jammersminde". Her fortæller hun, at hun udvekslede dekorerede påskeæg med en
medfange i 1667. Men også før den tid er der spor af, at æggene har haft
betydning. I middelalderen véd man, at farvede æg anvendtes i fornemme kredse,
og også i Danmark er der spor af den "madvielse", som har været anvendt i andre
lande. Ved madvielsen sørgede præsten for at velsigne madvarer, bl.a. æg, i
forbindelse med påsken.
 Synge for æg.
På mange gårde fik karle og piger et vist antal påskeæg, som de kunne bruge til
at lege med, forære væk - eller spise. I bondesamfundet var æg lidt af en
delikatesse. Op til påske kunne man se børn gå rundt og "synge for æg", for at
samle påskeæg til at lege med i helligdagene. Det er først i løbet af de seneste
70-80 år, at chokoladepåskeæggene har gået sin sejrsgang. I slutningen af
1800-årene brugte man også sukkeræg.
Ældste chokoladeæg.
De første chokoladepåskeæg optræder i firmaet "Galle og Jessens" priskuranter
fra 1917, men fænomenet kan godt være lidt ældre. Chokoladeæggene begyndte at
blive populære i 1920´erne og 30´erne, og fik et endeligt gennembrud efter anden
verdenskrig, da de søde sager atter kom på markedet efter mange år med
rationering.
 Påskeharen.
Påskeharen er ikke særligt
gammel i dansk tradition.
Påskeharen er er dyr, som er indvandret fra Tyskland. Den hopper først over
grænsen i Sønderjylland i begyndelsen af 1900-årene. Her har haren visse steder
har været i sving som æggegemmer. Der er dog ikke tale om nogen almen kendt
tradition. I fx. Sønderjylland og på nogle af de sydfynske øer blev æggene gemt
i gærder, uder buske eller i harelejer, og børnene skulle så finde de æg, som
"haren" havde efterladt.
I Tyskland stammer de ældste belæg for den langørede æggeuddeler fra Heidelberg
i 1682. Vi møder også den "æglæggende" hare i en tysk retsprotokol fra 1756, og
i et schweizisk børnerim fra 1789.
 Heksenes påske.
Tidligere forbandt man heksene med påske. Navnlig til skærtorsdag mente man at
de var aktive.
I bondesamfundet mente man, at heksene var særligt aktive aftenen før
Skærtorsdag. Dagen kaldtes St. Skadeaften, og man mente, at heksene samledes i
følge med skaderne, for at drage til Bloksbjerg i Harzen eller Troms Kirke i
Norge for at holde heksemøde.
Godt at ståle.
Til heksemødet blev skaderne lagt på ryggen og heksene drak af deres gump. På
Sankt Skadeaften måtte man sørge for at fjerne alle de redskaber, der kunne
bruges som transportmidler for heksene. Fx grisler og rager til de udendørs
bageovne. Hvis en heks fløj afsted på sådan én, ville man få dårligt brød året
igennem. Det var også godt at "ståle", fx ved at sætte sin le i sædbunken eller
lignende, sådan at de hekse, der svirrede omkring, ikke skulle gøre skade her.
Afsløret af hønnike-æg.
Skærtorsdag var heksene hjemme igen, og gik i kirke som ordentlige folk. Hvis
man ville se, hvem i landsbyen, der var hekse, så havde man muligheden, hvis man
på skærtorsdag havde et hønnikeæg i lommen, når man var til gudstjeneste. Et
hønnikeæg er det første æg, som en høne lægger. Med dét i lommen ville man se de
af byens kvinder, der var hekse, sidde med forskelligt husgeråd på hovedet, fx
stegepander, gryder, spande etc. Man måtte imidlertid ikke selv tage ægget med,
for man skulle være uvidende om, at man havde det med.
Tilbage
|
