|
Tilbage
Her finder du alt i Køkkenudstyr og Produktionsudstyr til professionelle og
private gourmeter.
Besøg H.W. Larsen
hjemmeside
Historien om grundlæggelsen i 1934
H. W. Larsen & Sønner A/S har været i Kødbyen lige siden de "gode gamle dage."
Siden grundlæggelsen i 1934 har vi konstant udbygget vores sortiment, så vi i
dag kan tilbyde et bredt udvalg af varer til små og store køkkener.
I 1934 vendte Henry Werner Larsen hjem fra valsen i Tyskland. Efter hjemkomsten
mente han, at der måtte være et marked for at sælge knive til danske slagtere og
for at slibe deres gamle.
Sønnerne Regner og Steen Larsen overtog den daglige ledelse omkring 1960 og var
med til at udbygge firmaet. I år 2000 blev firmaet overtaget af tredje
generation, Bo Larsen, stort set samtidig med, at en 300 m2 butik i hjertet af
Kødbyen stod færdig.
I år 2004 blev butikken udvidet med en 1. sal, hvilket betød at butikken i dag
er på imponerende 500m2.
Selv om firmaet har udviklet sig, så har målsætningen ikke ændret sig. Vi vil
give slagtere, fiskehandlere, kokke og alle danskere, der holder af at lave mad,
de bedste arbejdsredskaber, så de kan lave den bedste mad til deres kunder og
gæster.
På gensyn hos H. W. Larsen A/S - her handler vi med knivskarp kvalitet.
Det begyndte i 1934, nærmere betegnet den 16. april.
Kristine og H.W. åbner sliberi i Kødbyen
Kristine var ansat hos "Tandlægens", som det hed sig, i Valby. Her var hun
stuepige og altmuligdame i huset. Det var et meget fint sted. Blandt andet havde
de en spisestue med forsølvet loft, og tandlægen blev ikke engang vred, da
Kristine tabte en bakke med service ned ad trappen. Kristine og H.W. lånte af
H.W.'s far kr. 5.000 til etablering af et sliberi. Der blev indkøbt en stor
elmotor, som kunne trække både en drejebænk og nogle slibemaskiner.
Hovedmotoren, den eneste, blev placeret i hjørnet, og en rem gik op i loftet og
trak på en aksel, hvorpå der sad flere remskiver. Derfra gik der så en rem ned
til maskinerne nedenunder, og for at få kraft til maskinerne på den anden side,
måtte hovedremmen krydse lokalet under loftet.
Slibemaskiner konstrueres
Langt den største del af alle maskinsæt var på det tidspunkt system Enterprise (maskinsæt
uden forskærer). For at kunne slibe hulskiver konstruerede H.W. en maskine med
en stor kopskive, der løb lodret. Samtidig kunne man køre hulskiven ind til
kopskiven, så den blev slebet plan. Hulskiven blev meget varm, så man var
nødsaget til at løfte den af med en krog for derefter at lade den afkøle.
Krydsknivene til maskinsættene blev slebet i hånden på en tør smergelskive. Der
var ingen udsugning på værkstedet, så det kunne ikke undgås, at der ofte lå et
tykt lag slibestøv. Slibemaskinen til håndknive blev bygget med en stor
gotlandsk slibesten. Under slibestenen var der monteret et vandkar, således at
håndknivene ikke blev ophedet, og hærdningen gik af knivene.
Værkstedet var på ca. 28 m², og lige inden for døren fra gården var der en lille
håndvask. Overfor den var der et lille aflukke med glasvinduer. Dette lille
lokale på højst 3 m² tjente både som
garderobe og en slags kontor, og der var også mulighed for at spise. Til venstre
for håndvasken var døren til butikken, der var lidt mindre end værkstedet, da
der var brugt et stykke af butiksarealet til det bagvedliggende offentlige
dametoilet. I butikken var der sat nogle hylder op ad væggen. På grund af
økonomien var der ikke mange varer på hylderne. Så et lille bord tjente som
disk.
50 øre i åbningsgave
De første dage efter åbningen var der stort set ikke noget at lave. Der var
ingen kunder, men en gang imellem kiggede der trods alt en slagter ind for at
hilse på disse nystartede unge mennesker. Kristine var 22 år og H.W. 29 år.
Naboen i nr. 14 - vist nok en dame, der solgte røgvarer - kom ind i butikken og
forærede dem en halv krone. For som hun sagde, "hvis den bliver liggende i
pengeskuffen, så ville den aldrig være tom". Så selvom han ikke havde råd til
det, borede H.W. et hul i den halve krone og bandt den fast i bunden af
pengeskuffen. De første år var meget hårde. Kristine og H.W. boede på Kettevej i
Hvidovre, de blev gift 6 dage efter Kødbyens åbning den 22. april 1934.
Brylluppet blev holdt hos Kristines forældre i Rødovre. Kristines far havde få
dage forinden malet havestolene, de skulle sidde på, så flere gæster måtte gå
hjem med maling på tøjet.
1. barn i kommodeskuffen
Året efter, den 28. marts 1935, fik de deres første barn Tove, og en
kommodeskuffe blev brugt som vugge til hende. I de første år var hun med i
Kødbyen og stod parkeret i gården bag værkstedet i sin barnevogn. Kristine
passede butikken, hun var altid i gang med et eller andet. Der blev tørret støv
af, selvom det ikke altid var nødvendigt. Men skulle der komme en kunde, så var
man altid i gang med noget. Når der blev solgt en kniv, cyklede Kristine ud på
Frederiksberg til C.V. Gjerløv, der havde forhandling af Giesser knive og købte
en ny kniv, eller måske to og helst i papæske. De lidt større æsker blev brugt
til transportæsker til de slebne knive, og tomme papæsker blev sat på hylden
sammen de æsker, der var nye knive i. Det så jo altid ud af noget mere.
160 cm blikfang!
H.W. arbejdede på værkstedet. Hvis der ikke var indleveret slibningsopgaver nok,
og der heller ikke var snegle, der skulle drejes, sørgede han for, at han lavede
noget, der larmede, så folk ude på gaden kunne høre, at her skete der virkeligt
noget. I ledige stunder fremstillede H.W. en kniv i overstørrelse, ca. 150 - 160
cm. lang. Den skulle bruges som blikfang og blev hængt op i udstillingsvinduet.
Prisen på slibning af en slagtekniv blev sat til 35 øre. Det svarede til, at når
der var slebet 100 knive, var det nogenlunde det en ufaglært medarbejder tjente
på en 48 timers arbejdsuge.
Der blev mere og mere at se til på sliberiet. I butikken blev sortimentet
stadigt udvidet både med flere knive men også udstillingsfade fremstillet af
fajance fra Aluminia, den Kongelige Porcelænsfabrik's fajancefabrik, maskinknive
og andet slagtertilbehør. Året før krigens udbrud, den 22. april, blev Regner
født. Kristine passede stadig butikken, så det var nødvendigt at have Regner med
på arbejde. Han blev parkeret i barnevognen i gården bag ved butikken. Den 15.
december 1941 kom Steen til verden, og kort tid efter flyttede Kristine og H.W.
til Nakskovvej, som også ligger i Valby.
Kreative krigstider
Besættelsestiden var ikke særlig morsom hverken for erhvervslivet eller for
befolkningen. Kødbyen som helhed klarede sig nogenlunde gennem krigsårerne, men
man måtte se kødforsyningerne blive mindre og mindre, og dermed var der også
mindre aktivitet hos H.W. Larsens Sliberi. H.W. Larsen's sliberi og forretning
havde også problemer med at skaffe varer hjem. Det var meget svært, eller næsten
umuligt at skaffe varer, der var fremstillet i udlandet. For at drøje på
hakkekødet kom slagterne tit og ofte brød i kødfarsen, og var de ikke
påpasselige med, at brødet var helt tørt, pakkede det sammen i hakkehuset med
det resultat, at sneglen knækkede, og slagterne måtte til H.W. for at få
repareret sneglene. Slagteøkser og flækkeknive blev påsat nye skafter, opøsere
og hulskeer fik pånittede håndtag, samtidig med at krus og andet grej blev
repareret. Man var nødsaget til at bevare de gamle ting, for nyt kunne man ikke
få fat i. Det var også umuligt at få fat i nye maskinknive og hulskiver. Så H.W.
gik i gang med at få sænksmedet nogle knive. Disse måtte færdiggøres i hånden -
et ikke helt lille arbejde. Ligeså måtte hulskiverne hul for hul bores i hånden
for derefter at blive hærdet.
H.W. og Lipka - et venskab for livet
H.W. havde i sine unge dage været på valsen. Her mødte han Wilhelm Lipka, og det
blev til et livslangt venskab. Og da Wilhelm Lipka boede i Hvidovre og havde en
garage, der var omdannet til værksted, var det nærliggende, at han lavede
forskellige varer til H.W. Der blev fremstillet tusindvis af kødkroge, kødsave
der blev døbt Servus fremstillet af en bue af fjederstål, en fantastisk god sav,
små koben til at åbne røgede sildekasser med, bakker til at sætte under
gasapparater og mange andre ting. Varerne blev afhentet og kørt til fortinning
eller galvanisering pr. hestevogn. I et af krigens sidste år kom der nogle mænd,
der havde forbindelser til frihedskæmperne og forlangte lageret af
slagtepatroner udleveret. Patronerne var dengang skarpe med 9 mm dum-dum
projektil. De havde ikke megen slagkraft, men man var bange for, at patronerne
kunne gøre skade, hvis de faldt i de forkerte hænder. Selvom der var
vareknaphed, så var der trods alt et pænt overskud. For i 1943 køber H.W. en
grund i Hvidovre for den formidable sum af kroner 2.438.
Hygiejniske patenter
Mange rullepølseforme var før og under krigen fremstillet af træ og dermed ikke
særlige hygiejniske. Lige før krigens slutning i marts 1945 indleverer H.W. en
patentansøgning af fjederlukningen til overdelen på rullepølseform således, at
kloen enten står vandret eller spænder mod kassen. H.W. får patentet, og det er
gyldigt lige til 1952. Efter krigen kom der mere gang i Kødbyen. H.W. søger en
isenkramuddannet medarbejder til at passe butikken. I en annonce i Forstædernes
Blad maj 1946 bliver der averteret med en begyndelsesløn på kr. 5.000 om året og
med weekend hele året. I dette tilfælde vil det nærmere sige, at der var weekend
fra lørdag ved 14-tiden. Annoncen gav tilsyneladende intet resultat, for samme
annonce bliver gentaget i Berlingske Tidende måneden efter.Det var ikke kun
under krigen, at det var svært at få fat i mange varer. H.W. måtte sætte en
annonce i avisen i februar 1947 for at få fat i nogle 3 mm aluminiumsplader.
Pladerne skulle muligvis bruges til fremstilling af leverpostejforme eller
rullepølseforme. Ligeså søgte han også efter et firma, der kunne levere
sænksmedegods. I årene efter krigen blev der fremstillet rullepølseforme i støbt
aluminium (silicium) med det patenterede dobbeltvirkende låg. Endvidere blev der
også fremstillet pæreformede skinkeforme og bovforme. I 1947 fik H.W.
fremstillet delene til en saltlagesprøjte. Sprøjten rummede 200 ml, og den
lignede en stor injektionssprøjte og var fremstillet af bakelit. Firmaet Dick i
Tyskland havde en tilsvarende sprøjte, men denne var ikke afdrejet i cylinderen,
og derfor kunne Dick's sprøjte give lufthuller i den færdige vare.
Lager under fjerkræhallen
Lageret var et lille rum, der lå i kælderen inde under fjerkræhallen (senere
Irma og Brugsen). Nedgangen til lageret var fra gården i Høkerboderne, og i en
snæver vending kunne man løbe ud af værkstedets bagdør, over gården, ind gennem
fjerkræhallen og ned på lageret. Til de lidt større ting og de varer, der ikke
blev solgt så ofte, blev der lejet et "fjernlager" i Krusågade. Lageret var et
tidligere ismejeri (reolen til drittelsmør stod der stadig) beliggende i en
kælder med 5-6 trin ned. Der var ikke megen plads i de to små rum, som lageret
bestod af. Men fra gården var der en nedgang til yderligere en kælder.
Adgangsforholdene var utroligt dårlige. Sandslibesten på 38" x 4" (næsten 1 m. x
10 cm med en vægt på ca. 50 kg.) og olie i tønder måtte kures ned ad en sliske.
For at kunne ekspedere olien nemt og renligt fremstillede H.W. to firkantede
beholdere, der blev ophængt på værkstedet oppe under loftet. Der var både hvid
vaselineolie og maskinolie. To rør førte ned over filbænken og med to
tappehaner, kunne man påfylde flasker til salg og også påfylde emballagen, som
kunderne havde med.
H.W. søger i Berlingske Tidende i 1949 efter repræsentanter, der kan tage en
nyhed med til slagtere og grønthandlere. Nyheden må være det nye plasticfad.
Dansk Bakelit Industri (DBI), der Fremstillede delene til saltlagesprøjterne
havde også fremstilling af det nye plastic produkt Melamin. Et godt og pænt
materiale og perfekt til slagterfade, som der stod i datidens annonce: Stærkt
som stål, let som aluminium og hvidt som porcelæn. Succesen med fadene var
hjemme. I 1950 var der slagterudstilling i Nykøbing F., og her blev fadene
præsenteret for et bredt publikum. Der blev solgt mange fade, fordi fordelene
var indlysende i forhold til skårede fajancefade eller alufade, der skulle
pudses og alligevel smittede af.
H.W. Larsens første salgsturné
I 1950 ansætter H.W. en ekspedient ved navn Peder Christiansen, der tidligere
havde været ansat ved politiet og stammede fra Sønderjylland. Man kunne ligeså
godt forene det praktiske med det private, og da PC var fra Sønderjylland lånte
han varevognen, en Standard Vanguard, og lavede en salgs- og ferietur til det
Sønderjyske. På sådan en salgstur besøgte PC ca. 125 - 150 slagtere og
viktualiehandlere.
6. barn i flokken kommer til verden i villaen i Hvidovre
Samme år (1950) flytter H.W. fra Nakskovvej i Valby til den nybyggede villa på
Kløverprisvej i Hvidovre. Nu var børneflokken også fem, og endnu et barn kommer
til i 1956. Regner, der var ældste søn, tjente lidt ekstra lommepenge på at
lodde gevind på saltlagenåle, rulle ostetråd op på 50 grs. ringe og sætte
gummiben på leverpostejfade. Af og til blev det også til, at der nogle
eftermiddage efter skoletid var arbejde på værkstedet med at pakke maskinsæt ind
efter slibning.
Hygiejnisk fedtsigte på evighedsmaskinen
I begyndelsen af 50'erne spekulerede H.W. meget over, hvordan man kunne
fremstille en fedtsigte, der både var let og rengøringsvenlig til afløsning af
de meget uhygiejniske sigter med træramme. En skomagersymaskine blev ombygget
således, at den kunne stanse huller i en aluminiumsplade. Ombygningen af
symaskinen og arbejdet med at få den til at fungere voldte mange kvaler. Og
først i 1956 blev de første sigter færdige. Det var ikke uden grund at H.W.
Larsen's børn kaldte symaskinen for evighedsmaskinen, og flere af børnene havde
til opgave at skifte plade på maskinen, som var anbragt i kælderen, hvor den
larmende stansede ca. 5000 huller i hver plade.
Ældste søn træder ind i firmaet
I 1954 kommer Regner i lære som ekspedient hos en isenkræmmer i Glostrup. Efter
læretidens udløb i 1958 får Regner plads i H.W. Larsen's butik som ekspedient,
indtil han skal aftjene sin værnepligt på 16 måneder. Efter værnepligten i
november 1960 ansættes Regner atter, indtil han tager til Tyskland i et halvt år
sammen med sin forlovede Ulla. Ulla's læreplads havde skaffet hende et arbejde
som volontør lidt udenfor Stuttgart og H.W. fik Dick i Esslingen til at finde et
job til
Regner i Stuttgart. Under opholdet i Tyskland skriver H.W. til Regner, om han er
interesseret i at komme tilbage til H.W. Larsen's firma i Kødbyen. På den anden
side af Slagterboderne i nr. 21, var isenkræmmeren I.O. Nielsens Eftf. ved at
lukke og H.W. ville så ansøge kommunen om at overtage lejemålet. Det var forbudt
at sælge eller handle med lokaler i Kødbyen. H.W. ønskede ikke at udvide
lokalerne i en alder af 55 år, uden at der var nogen, der kunne tage over. Og da
Steen, H.W.'s tredje ældste barn, havde aftjent sin værnepligt 1961, kunne han
passe værkstedet, som så skulle være på 1. sal og Regner skulle stå for
butikken.
H.W. Larsen flytter til slagterboderne
I november 1961 flytter H.W. firmaet til slagterboderne 21. Det var en gevaldig
udvidelse af lokaliteterne. Både butik og værksted var hver på ca. 75 m². Med
værkstedet liggende på 1. sal, måtte der etableres en vareelevator, så man kunne
sende slibevarerne op og ned. Gulvet i nr. 21 var et nedslidt terrazzogulv, så
det var nødvendigt at lægge klinker på gulvet. Reoler og disk var afskallede i
grå farve, væggene var brune og der hængte 8-10 glaskupler ned fra et loft, der
næsten havde samme farve som væggene. Farven måtte være kommet af mange års
tobaksrygning i lokalerne. Loftet blev pålimet perforerede masonitplader, der
blev malet hvide. To rækker lysstofrør blev ophængt ned gennem butikken. Ud mod
gården var der et kontor på ca. 8-10 m², og der var enkeltlags vinduer i
jernramme i hele butikkens bredde.
Egne numre og deletelefon med cigarsælgeren
Isenkræmmerens telefonnummer Eva 3157 blev overtaget. Og sammen med H.W.
Larsen's Eva 3293 var der nu to numre kunderne kunne ringe på. Derudover var der
også telefon på lageret, godt nok en partstelefon. Så en gang imellem måtte man
vente på, at cigarhandleren var færdig med at tale, eftersom det var "Cigarsøren"
i nr. 16, der havde den anden halvdel af lagertelefonen. Et samtaleanlæg var
nødvendigt, så man kunne komme i kontakt med værkstedet, når der var nye knive,
der skulle opslibes. Og hvis der var telefon til værkstedet, så måtte man ind på
kontoret og trykke på en knap, således at telefonen blev omstillet.
H.W. stiller træskoene på hylden
Økonomien i den gamle isenkram i nr. 21 var elendig. Når kunderne kom og ville
købe et par træsko, så bad man kunden om, at betale forud. En ældre medarbejder
kørte på cykel til Vestergade og hentede et par træsko mod kontant betaling. Det
var umuligt at sælge træsko på den måde, så H.W. Larsen anskaffede hurtigt en
reol, der kunne rumme fem forskellige slags træsko med et nummer af hvert par.
Værksted og sortiment udvides
På værkstedet var der masser af plads i forhold til det lille værksted i nr. 12.
Der blev etableret 3 filbænke, og det varede ikke længe, før der også blev købt
en ekstra plansliber til slibning af hulskiver. H.W. ombyggede en gammel fræser
til at slibe rundknive på. En stor maskine, men så kunne den også slibe de meget
store, ca. 60 cm, ovale knive til baconslicere.
Når der blev mere plads, er det også naturligt, at vareudvalget udvides, og det
blev det.
Smørrebrødsbakker, rustfri fade, gummihandsker for ikke at tale om alle de
tidligere nævnte træsko og beslag til disse. Træskobeslagene var et kapitel for
sig. For at stå fast på de meget våde og utroligt fedtede gulve, måtte man beslå
træskoene med enten jernringe under sål og hæl, eller også med jernring der var
udfyldt med træ. De sidstnævnte blev slået på med nogle korte brodder. Autogummi
var kun for dem, der arbejdede i tørre rum.
Larsen-sønner bliver medejere
I 1966 tager Steen til Bremen for at arbejde og lære nyt på et sliberi, der var
tilknyttet slagteriet og han kom hjem efter 7 måneder. Under sit ophold i Bremen
træffer han Roswitha, som han bliver gift med året efter. Kort tid efter Steen's
hjemkomst indtræder han og Regner i interessentskab med H.W., således at hver af
parterne kommer til at eje hver en tredjedel af firmaet. Steen og Regner skylder
herefter H.W. godt 75.000 kroner. H.W. får indføjet, at han kan udtræde af
selskabet i 1972 med samme rettighed, som hvis Steen eller Regner skulle afgå
ved døden, hvor der eventuelt ville blive udbetalt 8% af overskuddet til enken,
men H.W. fortsatte med at være aktiv næsten til midten af 1980'erne.
Kontant betaling i nyt kasseapparat
I butikken havde hver medarbejder en regningsblok i kittellommen. Når der blev
betalt kontant, blev originalen udleveret som kvittering, og kopien blev sat på
et bonspyd. Det nyligt anskaffede kasseapparat af fabrikat Sveda med fire
skuffer i rustfri udførelse, var en fryd for øjet, og det kunne afstemple
kvitteringerne, når der blev betalt kontant. Værre var det, når kunderne købte
på kredit, så blev kopien udleveret, og når der blev betalt fik kunden
originalen som kvittering. For at få sat system bilagene, blev der købt nogle
skrivekasser, der kørte et bilag ned i et magasin i nummer-orden. Regner tog
bilagene med hjem den sidste weekend i hver måned. Ulla hjalp til med at tælle
bilagene sammen og med at udfærdige en liste over det aktuelle tilgodehavende.
Listen blev lagt under kasseapparatet, så man hurtigt kunne se, om kunden
skyldte penge. I Kødbyen var det kutyme, at gå rundt med regningerne den første
tirsdag i måneden og indkassere det skyldige beløb. Bent Kristensen, som H.W.
havde ansat, gik torveturen i mange år, det var en hyggelig måde at indkassere
penge på, men også tidskrævende.
Slibning af knive på våd sandsten er bestemt ikke en dårlig slibning, men den er
utrolig tidskrævende. Og med de stigende lønninger samtidig med at der kom flere
og flere kokkeknive til slibning, måtte der noget nyt til. De våde sandsten blev
udskiftet med båndslibere, og der kom også en polermaskine til, der kunne polere
kokkeknivene. En maskine, der kunne slibe bånd- og rundsavklinger blev
anskaffet. Båndsavklingerne var noget nyt på værkstedet. Ofte måtte disse sendes
ud til svejsning i byen, så der gik kun kort tid inden en svejsemaskine til
båndsavklinger blev anskaffet. Herefter var det nu også muligt at levere nye
båndsavklinger i en meget fin kvalitet og i alle længder.
Handlen forandrer sig - knive sendes med vognmand
Handelen i Kødbyen forandrede sig. Kunderne ønskede ofte at få tilsendt de
bestilte varer i stedet for at møde op. Knive til slibning sendte de med
vognmanden. Langs med Flæskehallen var der 30 vognmænd, der kørte kød og flæsk
ud i København og omegn. Det var nogle stærke, barske og grove fyre, men de var
utrolig flinke til at tage varer med. Kunne man tåle den rå, men venskabelige
tone, der herskede mellem kunder og leverandører på torvet, ja - så blev man i
Kødbyen, Bent Kristensen blev i firmaet i omkring 40 år.
H.W. Larsen's første katalog på gaden!
I 1972 bliver et katalog færdigt. Det er fremstillet i tofarvet tryk på 16
sider, og på forsiden og bagsiden i 4-farve tryk. Det var en satsning, men den
gav pote og mange nye kunder, også fra provinsen, kom til. Kataloget blev
udsendt til alle landets slagtere, og i 1972 var der omkring 6.000. Endnu et par
kataloger udkommer. I de to første er der ikke varenumre på alle varerne. Dette
kommer først til, da USA-baserne på Grønland forlanger det. I 1973 ansættes
Inger Petersen som deltids kontorassistent med arbejde 4-5 dage omkring den
første i måneden. Det bliver til et ansættelsesforhold i 22 år. De sidste mange
år på fuld tid. En chauffør fra et af firmaerne i Kødbyen havde for vane at gå
ind og hilse ret så omfavnende på Inger P., når han kom i butikken. Og når hun
hørte ham komme, blev skrivebordsskuffen resolut hevet ud som forsvar. På grund
af den stadig øgede aktivitet bliver det nødvendigt at omdanne interessentskabet
til aktieselskab i 1981 med en aktiekapital på 300.000 kroner.
Omsætningen bare stiger!
Omsætningen steg år for år. I butikken og på værkstedet blev man nødt til at
finde plads til det stadigt voksende vareudvalg. At skaffe lokaler i Kødbyen var
på det nærmeste umuligt, så det var med glæde, at det blev muligt at leje et
lavloftet kælderlokale under Bosch, som lå ud mod Halmtorvet med indgang fra
gården. For at få et nogenlunde lokale ud af det var det nødvendigt at fjerne
nogle store sokler, der stod fra den tid, da der var gasværk. Endvidere blev det
også muligt at leje et mindre lokale i kælderen til nr. 21. Her havde der været
fryserum, så der skulle fjernes mange centimer kork fra lofter og vægge. Senere
kunne lageret i Den Gamle Garderobebygning også udvides af flere gange, således
at der til sidst var mere end 200 m2.
Slagterne forventede, at de bare kunne forlange knive og båndsavklinger, som
sidst leveret. Kunde-kartoteket var på små magnetiske papirkort. Kasserne til
kortene var sat på en udtrækshylde, som var skruet op under en reol på kontoret.
Det var ikke nemt at holde kartoteket ajour, for kortene skulle i
skrivemaskinen, hver gang der var en rettelse. En PC på 750 kb blev indkøbt for
at være fremtidssikret, og da kunderne var tastet ind i systemet, var det nemt
at styre rettelser o.s.v. Med tiden viste det sig, at det simpelthen var
nødvendigt at have EDB for at for at køre virksomheden videre.
Arbejdstilsynet forlanger nye forhold
I midten af 90'erne forlanger Arbejdstilsynet også, at der skal være
frokoststue, bad og omklædning til personalet på værkstedet. Så det bliver
nødvendigt at købe et lokale ved siden af værkstedet, hvor der blev indrettet
frokoststue. Til bad og omklædning får man tilladelse til at indrage
dametoilettet (toilet for kvinder, som der stod på døren)
Det var den første udvidelse af lokalerne i nr. 21 siden 1961, og det er først
da Bo kommer til, lidt før årtusindskiftet, at der virkelig sker noget.
Butiksarealet i stuen udvides ind i den gamle Ejka butik og bliver mere end tre
gange så stort. Der bliver lager i kælderen, der strækker sig under hele
butikken og helt frem til Halmtorvet. Førstesalen overtages, og senere bliver
der etableret en trappe fra butikken til første sal.
Bo overtager hele butikken!
Bo overtager H.W. Larsen & Sønner A/S den 1. januar 2000. Regner fratræder den
31. juli 2000, og Steen's ansættelse ophører med udgangen af år 2000.
|
