|
Tilbage
 Havre
er den yngste af de 7 kornarter. Havren kendes fra Iran og Kina lidt før vores
tidsregning og havren er et gammelt fødemiddel i Mellem og Nordeuropa. Den var
omkring midten af dette århundrede den næst mest dyrkede kornsort i Danmark, men
er i dag den mindst dyrkede af de 4 kendte kornsorter, der normalt dyrkes her i
Danmark.
Tidligere bestod et dansk morgenmåltid af havregryn eller havregrød. Om
havregrød sagde skotterne: „Den holder kroppen sund, hovedet koldt, fødderne
varme og gør mænd af stål".
I England gav man følgende definition af havre: „Havren er kendt som føde for
mændene i Skotland og for hestene i England", hvorefter man fra skotsk side
svarede: „I vore dage er England jo berømt for sine heste - Skotland for sine
mænd".
Som fødemiddel er der måske en kommende renæssance at spore for havren på grund
af den meget ernæringsrigtige sammensætning. Ernæringsvidenskaben anser
havreproteinet som et af de mest værdifulde vegetabilske proteiner på grund af
det store indhold af essentielle aminosyrer.
Sammenlignet med andre kornarter
er havrens fedtindhold på omkring 7 %. Det er meget højt, men havren består af
umættede fedt-syrer og er meget rig på den livsnødvendige linolsyre.
Havre er
tillige meget rig på fibre, vitaminer, mineraler og sporstoffer.
Som det fremgår af havrens sammensætning, så har den ikke alene nærende, men
også lægende egenskaber. Havrens kerner er blødere end hos de andre kornsorter,
det er derfor nødvendigt at riste det først.
Malet og ristet havre kaldes i
Sverige for „skrad mjol".
Havremel har en meget ringe opbagningsevne, da proteinerne ikke danner gluten,
men må som hvede, byg og rug ikke anvendes til
gluten-allergikere.
Havrekorn, kim, gryn og mel er velegnet til iblanding af grovbrød/ specialbrød.
Havregryn anvendes tillige i kager, vafler og kiks
Tilbage
|
